af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Den Fynske Opera har lagt gedigne kræfter i ’Orkestergraven’, der bekræfter forestillingen om operascener som hjemsted for blodige intriger og hændelser.
RIGTIG godt tænkt! Vi er i orkestergraven i et stort operahus. Der er prøve på en opera – de har valgt ’Orfeo’, nok fordi det er det mest praktiske. I forlægget, som er Anne-Marie Vedsø Olesens novelle ’Orkestergraven’, handler det om ’Rusalka’, men ’Rusalka’ kræver stort orkester, og ’Orfeo’ kan man bedre få os til at tro på i en fin lille kammerbesætning.
Lige meget. Primadonnaen er skudt i dirigenten, det er gensidigt, og så går det løs, lidt blodigere end på Det Kgl., eller skal vi sige lige netop så blodigt som man i sine onde drømme kan tænke sig til de rystende hændelser bag kulisserne på Kgs. Nytorv, hvis man har makaber fantasi.
I Vedsø Olesens novelle, som hun selv har omarbejdet til libretto til brug for komponisten Bo Gunge, er der hverken tummelumsk bestyrelsesformand, forskrækket direktør, flygtet dirigent eller lige så flygtet operachef, heller ikke en rasende balletmester, for ikke at tale om konsulent, der hænger ved den karismatiske balletmesters læber – der er ’bare’ en kapelmester med sindsoprivende tilbøjeligheder.
BESAT
Dirigenten er besat af sin sopran i den grad, at han vil se blod, han er en Dracula uden abnorme hjørnetænder, men med en abnorm destruktionslyst, der byder ham i sin euforiske besættelse af damen at anskaffe sig udstyr til at hakke tungen af hende, partere hende og proppe hende i en sæk, så han kan blive forløst for sin tilbøjelighed.
Sådan er dét. Edgar Allan Poe har ikke levet forgæves, og for resten sker den slags jo også i den skinbarlige virkelighed.
Den Fynske Opera har følt det nødvendigt at advare publikum og dermed lokke det til fadet, og forlystelsessygen har også tiltrukket tv-programmet ’Smagsdommerne’, der optog sekvenser denne tirsdag aften for på torsdag aften at diskutere fænomenet horror opera.
GENNEMSIGTIGT
For komponisten Bo Gunge er det en glimrende anledning til at få de hårrejsende hændelser i historien til vokse ud af en helt urban behandling af ensemblets instrumenter, el-strygere – violin, bratsch og cello – suppleret med den skønneste soloobo og engelskhorn og elegant slagtøj – alt sammen så kønt og elskværdigt, gennemsigtigt og velklingende, at rædslerne kommer til at stå rent og purt, ingen sindssyge klange og fræsende anfald i musikken, som kunne distrahere dér, hvor det måske ellers kunne være stimulerende at give los instrumentalt. Her får vi tværtimod i kontrast blodsudgydelserne til at stå så meget ondere.
Tilsvarende bliver der også sunget overordentlig kultiveret – dirigenten har det store træk, rollen er barytonen Jens Søndergaards, han kan oven i købet svinge taktstokken på behørig vis, men først og fremmest kan han få galningen til at fremstå så storartet og patetisk overbevisende, som var det Kong Philip i ’Don Carlos’, han fremstillede. Det tilfører rollen en effekt, så man er tæt på at blive rørt over maestroens ubegribelige fremfærd.
Den gennemførte, raffinerede understatement i orkestret kommer også den fine mezzosopran Maria Kontra til gode i rollen som den forelskede primadonna Isabella, der har besvær med at styre sit vibrato af lutter forgabthed i dirigenten.
GODT GREB
Det er en hurtigt kulminerende fortælling – mordet på sangerinden sker inden pausen, et mord malet ud i de mindste detaljer. Heldigvis på film, som vises – blended med begivenhederne i halvmørket – på storskærm.
Det er ikke for ingen ting den trænede filminstruktør Martin Schmidt, der har iscenesat forestillingen, så vi ikke er henvist til kluntede greb, men råt er det – sangerindens afsavede hoved løftes triumferende af maestroen, overordentlig livagtigt og ikke som de afhuggede vikingehoveder af pap, der trillede lystigt hen ad de islandske strande i Gabriel Axels ’Den røde kappe’.
Martin Schmidt har godt greb om den ekspanderede scene, selvom det fungerer lidt tungt med koret, når det skal ind og ud i diverse scener.
Hvis vi får myrderiet leveret i skarp sovs og præcist, så skal vi åbenbart samtidig pirres af undren over, at instruktøren lader sækken med det parterede lig stå i vejen for samtlige agerende i dirigentens garderobe, så de alle ustandselig er ved at falde over den, samtidig med at de desperat efterlyser den forsvundne sangerinde.
Ikke voldsomt gennemtænkt. Den dramaturgiske logik tillader omvendt det lille orkester at være til stede i orkestergraven uanfægtet af, at mord og lemlæstelse sker på klods hold ved nattetide hen over flyglet i den ’tomme’ grav. Illusion på teaterscenen har sine spilleregler.
ILLUSION
2.akten rummer al den magiske eventyrillusion, men kan bede om – sangerinden dukker op i dirigentens betændte hjerne under hans jagt på pigens afskårne tunge, der ikke er kommet med i sækken – politi er tilkaldt af forestillingslederen, som Jens Krogsgaard lægger al sin heltetenor til, mens man i panik forbereder sig på at komme i gang med premieren.
Vi lytter til den genkomne Isabella i en vældig slutscene, Orfeo-myte blander sig med Rusalka-myte, dirigenten ser syner under den blodige måne, som var han Wozzeck, og det bliver lidt langt, men bekræfter alligevel, alt sammenlagt, at Bo Runge og Martin Schmidt har begået en ny dansk opera, der fascinerer ved sin elementære slagkraft.
GregersDH.dk
Ganske effektfuld gyseropera på Den Fynske Opera.
OPERA
DEN FYNSKE OPERA:
ORKESTERGRAVEN
Libretto: Anne-Marie Vedsø Olesen
Musik: Bo Gunge
Scenografi: Peter de Neergaard
Iscenesættelse: Martin Schmidt
Varighed: To timer og 20 minutter
Til den 28. marts
Hun er forelsket i dirigenten, helt ind til hjertemarven i sit sangerhjerte. Han elsker også hende, både hendes stemme og hendes krop. Elsker og hader. Så passionen på teatret udvikler sig til et drama, da han går amok under et natligt stævnemøde i orkesterdagen umiddelbart inden generalprøven.
Det er her, det bliver blodigt. For først skærer han tungen ud af hendes mund, dernæst skærer han halsen over og til sidst parterer han hende. Alt dette får vi heldigvis kun på film oven over parret, og det er en flot løsning af instruktøren Martin Schmidt, for det skaber en tilstrækkelig troværdig splattereffekt.
Mindre heldig er han med masseoptrinene. Koret står bare og synger, lidt beskedent og temmelig kedeligt. Det er i konfrontationerne mellem de to, at operaen for alvor rykker. Ikke mindst fordi Jens Søndergaard som dirigenten lyser af mørk og indædt besættelse over for Maria Kontras lyse og søde sopran, Isabella.
Bo Gunges musik er både moderne opera-, film- og musical-agtig. Og med det mener jeg, at den har kant, er ørevenlig i stil med Puccini, at den ofte danser let, ejer masser af medrivende puls, og at den evner at skabe præcis stemning i historien. En historie, der i øvrigt slet ikke er tosset, Anne-Marie Vedsø Olesens libretto rummer både de store følelser og det hverdagsagtige, der må være over en sådan historie, hvis vi skal tro på den. Og begge dele forløses glimrende af de to hovedpersoner, både vokalt og scenisk.
Desværre kæmper både musik, tekst og sangere med en håbløs scenografi og en generelt svag iscenesættelse. Scenebilledet er et overfyldt rodsammen af mægtige skelet-rester, draperier, baggrundsprojektioner og små plateauer. Det hele virker ufokuseret og det stjæler fortættetheden fra sangerne. Og så tror man altså ikke rigtig på den midnats-øde orkestergrav, hvor mordet foregår, når musikerne sidder ved oplyste nodepulte en halv meter fra mordstedet.
Så ros til Den Fynske Opera for frembringelsen af en ny, underholdende og ørevenlig opera, tilmed en gotisk gyser, hvilket vi ikke har for mange af. Næste gang den kommer op, kan slutningen, hvor dirigenten mødes med den døde Isabella, med fordel strammes betydeligt, og så kan man håbe på en heldigere indpakning.
Anne-Marie Vedsø Olesen er læge, men arbejder samtidig som forfatter med rim på splatter! »Orkestergraven« på Den Fynske Opera er en scenisk version af hendes novelle fra 2009.
En gyser om den korte vej fra begær og besættelse til blod over det hele.
Sat i musik af glimrende Bo Gunge, en af midtergenerationens få komponister på fuld tid, en realist med både modernismens og musicalens melodier i pennen.
Sat i scene af Martin Schmidt. Et hidtil ubeskrevet blad i operakredse. Han har mest gjort sig på TV som instruktør af serier og på det store lærred med 90er-hittet »Sidste time«.
»Orkestergraven« er opera om opera: En dirigent kan ikke bære sin fascination af sangerinden Isabella og klipper derfor tungen ud af hendes mund – men får ikke smidt samme tunge langt nok væk...
Operaers handling har aldrig været videre logisk. Musik er følelse og skal kunne overbevise selv. Så alt står og falder med scenens aktører:
Om sangerinden virkelig synger dejligt nok til at udløse en besættelse. Om dirigenten virkelig elsker stærkt nok til at sætte den endegyldige stopper for hendes virke og liv.
Det korte svar er ja og ja. Både mezzoen Maria Kontra og barytonen Jens Søndergård synger over al forventning. Hun med nogle af Puccinis tragiske heltinder i maven, han coachet overbevisende som rigtig dirigent.
Absolut forbudt for børn
Og ingen af de andre falder igennem: Det være sig Jens Krogsgaard som forestillingsleder, Winnie Merete Barrett som syersken, Kristine Eiler Ernst som korsyngemester eller Jesper Buhl himself som læge.
Eller for den sags skyld de fem musikere på elektriske strygeinstrumenter, slagtøj og elskovsblæseren obo.
Det hele blokket sammen på intimscenens få kvadratmeter. En scene med vakkelvorne rygsøjler i siderne og Månen på bagvæggen. Sidstnævnte måske som en hilsen til den »Rusalka«, novellens fiktive operatrup sætter op.
At alle solister og alle musikere løfter er lidt af et særsyn på danske provinsteatre. Dét er de få pladser til forbedringer til gengæld ikke:
De fleste statister er rutinerede seniorer og overspiller hvert eneste sekund. Fagterne stammer fra dilettantteatrets kodeks, men hører ikke hjemme her.
Flere solisters udtale læner sig også op ad sangskolens kodeks. Man hører mindst tusind t’er for mange i løbet af aftnen. »Intet« udtales for eksempel med to gange d på dansk - et hårdt og et blødt.
Hvis små steder som scenen i Odense gør op med genrens uvaner, så skal de store steder nok følge efter.
»Orkestergraven« er på en vis måde for stærk til Den Fynske Operas rammer. Musikken fortjener et større hus og måske lidt mindre vulgære virkninger. Hvilket bestemt ikke skal lægges den modige intimscene selv til last.
Absolut forbudt for børn.
"”Trods rollens krav om total udkrængning vover og vinder hun” - Thomas Michelsen, Politiken - ****
"Den unge sopran, Ingeborg Novrup Børch, var perfekt castet i rollen som den frodige, men personlighedsspaltede og flakkende Maria." - Christine Christiansen, Jyllandsposten - ***
Brixtofte-farce er low budgetMen Anne Marie Helger og en ærlig komponist løfter løjerne lidt.
Af Thomas Michelsen, musikredaktør Man skal ikke se den i forventning om at opleve en opera, for forestillingen er så low budget, at der dårligt har været råd til sangere. Det er musikerne, der synger – og operachefen selv, der synger for som den bugsvære borgmester, der kan forføre dronningen på stillehavsøen og resten af verden med. Så længe han har sin livseleksir. Den kommunalpolitiske drukkenbolt De dyre franske rødvine bliver besunget med kærlighed, og det er ømt at se operachef Jesper Buhl give den som den nu fængslede bykonge af Farum, der i operaen – eller måske snarere teaterkoncerten – er blevet til Kongen af Himmelby. »Lad den kaste den første banan, som selv er ren«, hedder det i Georg Metz' bibelparafraserende lille libretto, da den fabulerende fantast, som er forestillingens hovedrolle, må se sig indhentet af realiteterne. Mere må man ikke forvente af de 50 minutters let spilfægteri, der er Den Fynske Operas aktuelle bud på en urpremiere på en opera om den nyere danmarkshistories formentlig mest kreative kommunalpolitiske drukkenbolt. Alligevel er der to ting, der løfter, mens orkestret gumpetungt tager livtag med Niels Marthinsens citatrige pop- og soul-inspirerede partitur. Positive noter Buhl er bøvet nok som borgmesteren. Men det er Anne Marie Helger, der som dronning af hans ferieparadis med diademet skævt i den højt opsatte frisure leverer et professionelt skuespilskelet, de medvirkende musikere kan hænge deres ærlig talt frygteligt vakkelvorne, ja amatøragtige og pivfalske sangerpræstationer på i birollerne som postbud med flere. Helger – og så forestillingens programnoter. Det er de to ingredienser, man tager med sig hjem fra noget, der ellers må kaldes en musikdramatisk bagatel af de ret vaklende. Hvorfor programnoterne? Fordi Niels Marthinsen lægger personlige kort på bordet, der giver bagatellen perspektiv. Efter en succes med den ruskende medrivende helaftensopera 'Skriftestolen' på Den Jyske Opera for tre år siden bruger komponisten denne biting af en Brixtoftefarce til at fortælle, hvad det vil sige at vokse op i et alkoholiseret hjem. Det er godt gået af Marthinsen. Og det giver os andre lidt at synke, efter at vi har sagt skål for Kongen af Himmelby. Den Fynske Opera: Kongen af Himmelby
Af JOHN CHRISTIANSEN Offentliggjort 25.10.09 kl. 10:18, kpn.dk/Jyllandsposten Operaen om en borgmester med smag for dyr rødvin smagte af tynd landvin. Som helhed må man undre sig over, at så mange gode kræfter i samlet flok har kunnet kikse så meget. TEATERHUSET ODENSE KONGEN AF HIMMELBY Musik: Niels Marthinsen Tekst: Georg Metz Den Fynske Opera Instruktion Tzara Tristana Spilles 27., 30., 31.10. samt 3., 4., 6., 7. og 9.11. Hverdage 19.30, lørdage 16.00. Det er sædvanligvis så: Jo flere ord, som man efter forestillingen kan læse fra ophavsmændende i programhæftet, des vanskeligere har det været selv at få noget ud af selve stykket. Den Fynske Operas "Kongen af Himmelby" er ingen undtagelse. Teksforfatteren Georg Metz og især komponisten Niels Marthinsen har skrevet programord. Den sidste forklarer: »Kongen af Himmelby handler kort sagt om, hvordan en alkoholikers dag former sig, og om at kunne tilgive en misbruger.« For Marthinsen har kompositionen endda betydet noget mere personligt, nemlig en måde langt om længe at tilgive sine forældre, som var afhængige øl, snaps, bitter og sherry. Alt dette havde jeg desværre ikke fornemmet noget af. Ingen bid på scenen Operaen er en farce over historien om en borgmester i Farum, som elskede dyre rødvine, men som endte på brød og vand. Denne konge af Himmelby tager her turen til bananland og prøver lykken igen. Måske indeholder teksten vid og bid og meninger, som man blot ikke kan opfatte gennem musikken? Instruktøren Tzara Tristana synes dog heller ikke at have opdaget det. Man sidder og tænker: Hvad vil de med det nede på scenen? Som komponist er Niels Marthinsen gået fra at skrive klassisk avantgarde-musik over den kunstneriske og folkelige operasucces "Skriftestolen" til vittig tegneseriemusik og her i en mere fri rytmisk stil. Denne gang, hvor teksten ellers kunne have nydt fordel af det, har han ikke skrevet en musik, som åbner for og understreger de pointer, den måtte have. Samme stråle hele vejen Han lader borgmestererens hovedparti køre på samme stråle næsten hele vejen. Marthinsen synes at have glemt sproget til fordel for den mere ensformige rytme. Jørgen Buhl med stor stemme og ny, speciel hårpragt stod sig ellers godt. Forestillingen har et fint lille orkester på fem musikere, Jørgen Rahbek Knudsen på fagot, Camilla Jensen, basklarinet, Robert Sonne, kontrabas, Niels-Ole Bo Johansen, basun og Henrik Larsen, slagtøj. Det er så ikke til at forstå, at basunprofessoren og slagtøjsvirtusen også har kunnet få sig til danse og synge. Anne Marie Helger dukker også op som prinsesse på Gøje Rostrups bananø Honka-Tonka. Der er ind imellem så megen god og tilmed fremragende spillet musik, at en mindre suite ville være god lytning i en koncertsal af snart sagt enhver slags. Som helhed må man undre sig over, at så mange gode kræfter i samlet flok har kunnet kikse så meget. Georg Metz har skrevet mange spidse operaanmeldelser i dagbladet Information. Jeg ville gerne læse hans anmeldelse af "Kongen af Himmelby". Han ville sikkert give den én over næsen. Fyens.dk 25. oktober 2009 OPERA, "KONGEN AF HIMMELBY" "Kongen af Himmelby" er ikke opera, snarere et halvkomisk syngespil uden musikalsk retning Historien om fantasten, der tror så meget på sine egne luftkasteller, at han ender med at se sig selv som en ny Messias, er godt operastof. Men det forløses ikke i »Kongen af Himmelby". Komponisten Niels Marthinsen har en dobbelt-agenda: At tilgive sine alkoholiserede forældre og at gøre op med sin musikalske skoling som avantgardekomponist. Om missionen i forhold til forældrene lykkes, må han selv afgøre. Musikdelen gør ikke. Niels Marthinsen har haft begge hænder nede i den musikalske rodekasse, og resultatet er blevet derefter: Percussive rytmer, lidt klassisk, lidt pop og midt i det hele Tomy Steeles »I've Got A Handful Of Songs". Ideen med at lade 34 amatørsangere agere folkemængde er god, men de kommer til at fremstå som et musikalsk vildskud hentet ind fra Vesterbro Ungdomsgård, når det, de får at synge, er Bøllebob-pop. Mangler fremdrift Georg Metz' tekst minder mest om et polemisk essay tilsat musik. Der er ingen dramatisk kerne, kun en masse ord, der beskriver, hvad der er gået forud, og hvad der måske venter ude i fremtiden. Handlingen mangler krop og fremdrift, og selv om teksten er humoristisk, bliver forestillingen aldrig rigtig sjov. Det er ikke nok, at Anne Marie Helger, som den des-potiske dronning, får én til at klukke, bare hun vrikker med øjenbrynene og hviner »Gys i gryden". Eller at Jesper Buhl synger aldeles fremragende og agerer skiftevis komisk, charmerende og jaget som den rødvinstyllende Brixtofte-klon, der troligt messer "Jeg har intet ondt bedrevet", selv om han ved, at lokummet brænder under ham. Niels-Ole Bo Johansen gør alle fordomme om basunen som et kluntet og ubehjælpsomt instrument til skamme. Han spiller så lyrisk og indfølt, at basunen kommer til at fremstå som det mest delikate melodiinstrument. Men hvorfor han og slagtøjsspilleren Henrik Larsen skal tages som gidsler i syngeroller, forstår jeg ikke. Valent manifest Finalen introducerer en omvendt »deus ex machina". Gud fra maskinen er almindeligvis en udefrakommende person eller hændelse, hvis mission er at løse en svaghed i plottet. Her er udfordringen at blive af med den korrupte borgmester, så vupti bliver han hejst væk af entreprenørens kran. Videoprojektioner af Thorsen, Trads og Berlusconi understreger, at man aldrig får bugt med den slags fantaster, for kranen firer garanteret borgmesteren ned et andet sted, hvor han kan genoplive sin Himmelby-vision. Men med »Internationale" spillet på basun og vibrafon får publikum en kattelem: Skal verden ændres, må man gøre det selv. Som politisk manifest er »Kongen af Himmelby" for valen, som provokation for ufarlig, og som selvstændigt musikalsk udtryk uden linje og retning. En opera er »Kongen af Himmelby" ikke - snarere et halvkomisk syngespil. Anmeldelse i Fyens Stiftstidende 15/3/2009 Den Fynske Opera sluttede med en overraskelse
Af MIKAEL KRAUP Anmeldelse **** OPERA Den Fynske Opera: "Konsumia"
"Det her er ikke opera - det er virkelighed": Det er heltetenorens replik, oprindeligt telefonsælger 23110742-12 i sprogvirksomheden "Montsona" (!). Landet Konsumia er gennemsyret af en effektiv reklameindustri, et forbrugersamfund overvåget af Hertugen, af hans electric boogie-dansende robotter og af Logoskopet, som alle skal bære, et halsbånd der licensfakturerer selv tale, ord, sætninger. Ejerskab er nøgleordet i dette fascistoide univers. Det formildes dog af en anarkistisk gruppe gademusikanter, en folkesanger og mimer, som får lært vor helt til udtryksfuldt at synge hvad han vil sige - det er nemlig ikke afgiftsbelagt. Er det kreativitetens sejr over materialismen? Det skal ikke røbes her, men slutningen vil sørme noget. Hvad derimod må røbes er, at opsætningen viser teknikkens sejr - et quadrofonisk bombardement af samplet computermusik, storslåede computeranimationer på den nøgne bagvæg og på billboards i loftet. Det er desværre også en hæmsko, computerne pukler, sceneskiftene er tunge, flowet mangler. Plottet går rent ind, men opsætningen er for lang - en halv time mindre kunne fint have gjort det. Zwickis nykomponerede musik er helt hans egen, men også andres: Starwars, Chess, moderne kompositionsmusik, Brecht, irsk folkemusik, Wagner, you name it. Effektiv, det er den og gribende i de akustiske passager. Anne Barslevs instruktion er igen i top. Hun kan bare det der: gennemarbejde hver eneste figur, give den liv, få den til at skifte lune og udtryk på et splitsekund. Hun griber, morer og forskrækker os - og det gør operaen også. Opera? Måske. I hvert fald en forestilling, der rammer bredt, og som også stærkt appellerer til en yngre og ikke opera-vant aldersgruppe. Om operaen Musik og tekst: Rasmus Zwicki. Instruktør: Anne Barslev. Scenografi: Rune Brink. Anmeldelse i Børsen 16/3/2009
Opera version 2.0 ***** (fem stjerner ud af seks) AF JAKOB WIVEL Glitrende reklamebudskaber bliver mast ud i hovedet på en fra utallige skærme, billedbombardementet er massivt og alt er flimrende elektronisk. Selv menneskene synes computerstyrede i det univers der udfolder sig i Rasmus Zwickis nye, overrumplende opera ”Konsumia”, der er et forfriskende, effektivt og yderst bramfrit bud på, hvordan den gamle genre kan skæres i år 2009. Den kun 29–årige Zwickis univers ligner en blanding af et computerspil og George Orwells foruroligende fremtidsroman”1984”. Konsumia er et strengt kontrolleret samfund, hvor kynisk manipulation serveres som den enkelte borgers frie valg. Og friheden er vigtig i Konsumia – særlig friheden til at eje. Seneste glædelige nyhed, som Konsumias hertug bekendtgør over for folket via et TV-show, er at man nu kan få patent på sproget. Folks sprogforbrug kan kontrolleres via en særlig dims alle skal have om halsen, så det er nemt at afregne med rettighedshaverne. Ordpriserne kan naturligvis veksle, og - hokus-pokus - er man i stand til at kontrollere folks sprog – eller skulle vi kalde det deres ytringsfrihed? For hvis man bruger flere af de patenterede ordsammensætninger end der er dækning for på ens konto, så bliver man automatisk erklæret personlig konkurs – og så må man slet ingen ord bruge, ingenting sige. Det sker for vores hovedperson, der hedder 23110742-12, eller blandt venner bare 12, efter at han er begyndt at fundere over, om hans liv i Konsumia ikke bare er et spil, han ikke ved hvordan man slukker for. Således mundlammet får han dog nye venner, der får ham til at synge, for sungne ord er der ikke patent på. Det viser sig at 12, alias Magnus Vigilius, synger en rigtig god tenor - og det gør han virkelig! Udråbt til heltetenor, drager han ud i Konsumia, for at lære folk at synge – og derved genvinde deres tabte frihed; Kunsten sætter simpelthen borgerne i stand til at unddrage sig den undertrykkende magt. Og så tager handlingen ellers et par overraskende vendinger, som det ville være synd at afsløre her. Jovist, Rasmus Zwicki er en finurlig, filosofisk sjæl – og tilmed en legesyg en af slagsen. Det viser sig også i hans musik, der ikke sådan lige lader sig definere, men til gengæld låner grådigt fra alverdens genrer – med et flabet glimt i øjet. Musikken fungerer fremragende, ligesom Rune Brinks scenografi, som næsten udelukkende er videoprojektioner der blæses op over det hele, vendes og drejes eller bare står og blænder forførende. Én stor svaghed har Konsumia dog: Den er lang, knap to timer og tre kvarter. En grundig opstramning, måske endda med udeladelse af enkelte scener, ville formodentlig få den til at stå stærkere. Men immervæk: Hatten af for Zwickis på en gang kærlige og respektløse favntag med operagenren. Og hatten af for Den Fynske Opera, der har vovet forsøget med den unge komponist. Den Fynske Opera: Konsumia. Opera af Rasmus Zwicki. Instr.: Anne Barslev. Medlemmer af Ensemble Fyn. Spiller frem til og med d.25.3
Anmeldelse fra Fyns Amtsavis 17/3/2009 Musikalsk lurendrejeri
Den Fynske Opera overrasker igen og igen - og nu med en underfundig, forførende forbrugeropera - om afgift på ord Opera Af Marianne Hein Skat, moms, grønne afgifter, licens... vi kender det så godt, så hvorfor ikke også afgift på sproget, som vi slider så inderligt på dagen lang, eller rettere på specielle vendinger. Tal og betal. Kontant afregning, overvåget gennem et halsbånd, alle borgere skal bære. Sådan er det i Konsumia, det frihedselskende land, hvor enhver har lov at tage patent på noget og afkræve afgifter, og hvor man kan styre folk og ytringsfrihed gennem disse afgifter. Tolv - eller 23110742 - 12, der er hans fulde navn - er telefonsælger hos sprogvirksomheden Montsona, og da han har slidt for meget på faste fraser og går konkurs, lærer han at omgås loven, for ingen har- endnu - patenteret sangen. Konsumia er en forfriskende og forførende fornyelse af den traditionelle opera, en moderne opera - eller skal vi kalde det dramatisk musikteater, for operaen udmærker sig for eksempel ved, at det første kvarter er ren tale underbygget af et broget lydbillede. Musik og tekst er af den spændende, unge odenseaner Rasmus Zwicki, hvis første opera var den lille kartoffelopera Den Gyldne Knold. Handlingen i Konsumia ligger langt fra den klassiske operas weltschmertz og forkrampede kærlighedsshistorier og er ude i helt andet ærinde i science fictionstil med absurd twist, en samfundsmæssig satire og farce, der sætter tanker i gang, for hvad kan man egentlig eje, og hvor meget kan det egentlig skade andre? Ind imellem kniber det dog med at holde fast i den røde tråd, men som i andre operaer må man ta' en slapper og bare flyde med. Hertugen er bøsse, tv-værtinden ender som blodig kødklump, der slimer sig hen over scenegulvet, og en af robotterne går med konstant stivert, så drama er der nok af. Musikken spiller mange forskellige roller i forestillingen, og komponisten henter inspiration fra dagens elektroniske musik, skønsange, folkemelodier, melodi grand prix og står gerne på nakken af de mange klassiske operakomponister. Det giver et interessant og meget anderledes lydbillede, der fascinerer i al sin variation. Anne Barslevs instruktion er stram med humoristiske undertoner, men operaen er vel lang. Scenografien er flot med masser af computerteknik med hurtige billedskift mellem metro, kontor, hjem og hertugens palads. Der spilles og synges i flot stil. Jacob Christian Zethner får rig mulighed for at udleve sin smukke bas som Hertugen, Magnus Vigilius sin flotte tenor som Tolv. Persongalleriet er sjovt med flere imponerende robotter og mimeren Gert Petersen. Helene Blum får lov at opløfte sin smukke røst med folkevisetoner, mens Liv Oddveig Midtmageli, der netop har haft stor succes som Carmen, bliver mere »klemt« i forestillingen, men leger med. For at bruge en frase, der i Konsumia kunne bringe mig til konkurs, så er det en opera, der vil noget - en spændende opera i bred forstand, som ikke mindst for unge vil være en god tilgang til genren, der i øvrigt henvender sig til alle, der gider lege med. Et flot initiativ af Den Fynske Opera. Den Fynske Opera: Konsumia. Musik og tekst: Rasmus Zwicki. Instruktør: Anne Barslev. Scenografi: Rune Brink. Ensemble Fyn Link til anmeldelse afGregers Dirckinck-Holmfeld fra hans hjemmeside 6. række midtfor: http://gregersdh.dk/?p=987 |
| Adresse: |
Filosofgangen 19 DK-5000 Odense C. |
| Tlf.: | 6311 7830 |
| Mail: | denfynskeopera@ denfynskeopera.dk |
| CVR.-nr.: | 1958 4933 |