Til forsiden
Billetbestilling
Nyhedsbrev


Ros til Poppeas Kroning

 

 

Firstjernede anmeldelser fra både Jyllandsposten

og Fyens Stiftstidende.


 

Den lunefulde danske sommer fik det sidste ord den 31. juli, da Poppeas Kroning havde sin premiere på Valdemars Slot: Lige før 2. akt styrtede regnen pludselig ned over slotsparken, operaen måtte afbrydes og publikum sendes hjem - heriblandt Jyllandspostens Christine Christiansen. Men Anne Barslevs iscenesættelse af Monteverdis klassiker havde ikke desto mindre nået at charmere anmelderen, som i Jyllandsposten den 2. august var klar med en rosende anmeldelse af det af operaen, hun fik oplevet inden skybruddet. 3. august fulgte Fyens Stiftstidendes Michael Krarup trop med en anmeldelse.

Dynamiske sangere i royale rober
"Det grønne græsaeral under et stort kastanjetræ giver som ramme om Monteverdis muntre barokopera rigeligt rum til, at de unge, dynamiske solister kan udfolde sig i spraglede, royale rober. Med klar mimik og fysisk overskud spurter de rundt og serverer arierne, så hvert ord i Magnus Tessing Schneiders danske librettooversættelse står smældende klart", sådan skriver Christiansen og fortsætter med at fremhæve Brit-Tone Müllertz præstation som Poppea: "Hun har glimmerlys i stemmens høje register, og så forstår hun at flirte og fnise så højlydt, at mændene flokkes forelskede om hende."
Én af disse er 28-årige Simon Mott i rollen som Nero, og den unge tenor får også ros af Christiansen: "...Simon Mott lever sig eminent ind i rollen som Kejser Nero. Med en klangrig stemme og øjne, der vender det hvide ud, viser han sin vanvittige besættelse af Poppea." Også Jens Søndergaard fremhæves for at optræde "kækt og ridderligt" og med en "smidig, blød baryton" i rollen som Poppeas forsmåede elsker Otho, ligesom unge Jakob Vad får ros for sin indsats som Seneca: "flot sunget og pudsigt performet." Nickie Johansson stemme kalder Christiansen for "perlende klar".

"Må vejret være med Den Fynske Opera"
Christine Christiansen roser dirigent Jonas Nørgaard for den autoritet han udviser fra sit cembalo - inden hun går videre til at beklage, at vejret satte en stopper for forestillingens anden akt. "Men der er håb forude," slutter Christiansen i sin firstjernede anmeldelse, "for udendørsoperaen spiller endnu seks aftener - frem til den 9. august. Må vejret være med Den Fynske Opera de kommende aftener, så Poppea kan få sin krone."
Jyllandspostens ønske gik i opfyldelse på anden spilleaften: 1. august blev Poppea kronet i tørvejr, og her var Fyens Stiftstidende Michael Krarup med og anmeldte forestillingen i sin fulde længde. Også han uddeler fire stjerner til Poppeas kroning, og bifalder Christiansens ros af hele solistholdet, af instruktør Anne Barslev og scenograf Gøje Rostrups farvestrålende kostumer. Krarup fremhæver desuden "en genistreg" sidst i Barslevs instruktion af Slotskoret, men vil ikke afsløre det lille twist. "Tag til Tåsinge og oplev det selv", opfordrer Krarup.

Bedre end Bieber

Et talstærkt publikum har ind til videre fulgt Krarups opfordring, og også her møder Poppeas Kroning: Ved den første hele gennemspilning den 1. august var der stående ovationer til slotsoperaen. Og selvom det regnvåde premierepublikum blev snydt for slutningen, så vakte forestillingen tilsyneladende begejstring denne aften. I hvert fald udtalte en 13-årig pige blandt publikum, at Poppeas Kroning havde været "bedre end Justin Bieber-koncerten". Lad dette stå som en opfordring til alle - unge som gamle - til at møde op og få en barokoplevelse i det grønne!
 

Øvrige forestillinger 3., 4., 5., 7., 8., og 9. august kl. 20.
Billetter bestilles via Danbillet
her.
Adresse:

Filosofgangen 19

DK-5000 Odense C.

Tlf.: 6311 7830
Mail: denfynskeopera@
denfynskeopera.dk
CVR.-nr.: 1958 4933