Romeo-og-Julie-historie
Bill er en hankat, og han elsker hunkatten Julia. Men den onde forvalte truer kærligheden mellem de to: Han jager Julia væk fra gården med et haglgevær og spærrer Bill inde. Under fangeskabet tænker Bill over sin skæbne - han drømmer om det gamle Egypten, hvor hans feline forfærdre havde gudestatus, og han tænker tilbage på sin barndom og på dengang, da Forvalteren forsøgte at drukne ham. Og til sidst får Bill sin hævn... Bill og Julia er en klassisk Romeo-og-Julie-historie om forbudt kærlighed, for både børn og voksne.
Virtuost instrumentalteater
Komponisten Bent Lorentzen har selv kaldt genren for "sangteater", og ved uropførelsen var det den berømte bass-sanger, nu afdøde Aage Haugland, der sang dobbeltrollen som Bill og Forvalteren. Nu er det operachef Jesper Buhl selv, der varetager sangstemmen, og det har han gjort før, bl.a. ved Bent Lorentzens 70-års fødselsdag for syv år siden. Da Buhl overtog rollen, omskrev Lorentzen værket og tilføjede særlige arier til sangeren, og de er selvfølgelig med i opførelsen på Den Fynske Opera. Oplev f.eks. "Aristokrati-arien" og den hæsblæsende "Sidde-arie". Ved opførelsen i 2005 anmeldete Jyllandsposten værket og skrev bl.a.:
"Det sjove og usædvanlige er, hvordan man i disse fabulerende tonebilleder ikke mindst ser katten Bill for sig. Naturligvis er forskellen på en kat og et menneske ikke stor, i hvert fald ikke her. Sådan bliver dette virtuose stykke instrumentalteater flertydigt.
Samarbejdet mellem de spillende og syngende performere var præcist og vittigt. Her hørte man således, hvor utroligt meget en basun kan, når den rigtige mand er i den anden ende."
Omtalte mand var Niels-Ole Bo Johansen, og han vil også sidde i den anden ende af basuen på Den Fynske Opera. Også percussionist Henrik Larsen, som stod bag slagtøjet i forestillingen, genoptager sit parti på lørdag.
Billetter til kr. 75,- kan købes via Danbillet her eller på tlf. 66 14 01 10.
| Adresse: |
Filosofgangen 19 DK-5000 Odense C. |
| Tlf.: | 6311 7830 |
| Mail: | denfynskeopera@ denfynskeopera.dk |
| CVR.-nr.: | 1958 4933 |