Til forsiden
Billetbestilling
Nyhedsbrev

Fra tango til gys!

Kære publikum

En ny sæson, nye navne, nye ansigter - alt er spændende og sprødt.
Operachefen tænker: Håber, de kan lide det!
Og publikum tænker (forhåbentlig): Det må jeg se og høre!

I denne sæson skal vi til tango-opera i et samarbejde med Operaen i Midten med Piazzollas vidunderlige Maria de Buenos Aires. Vi skal opleve H.C. Andersens møde med Jenny Lind sammen med Den Danske Skueplads. Vi skal høre om en kvindes kvaler i to amerikanske operaer, og vi skal ikke mindst gyse i den nye danske opera Orkestergraven, som er et bestillingsværk fra Den Fynske Opera til komponisten Bo Gunge og den kendte forfatter Anne Marie Vedsø Olesen. For virkelig at kunne gyse har Den Fynske Opera allieret sig med Danmarks bedste og mest kendte gyserfilm-instruktør Martin Schmidt, som bl.a. har instrueret gyserfilmene Sidste Time, Kat og Kollegiet. Han har også instrueret afsnit af Rejseholdet, Christian og meget andet. Orkestergraven bliver Martin Schmidts debut som operainstruktør.

 

Vi holder fast i at præsentere en næsten nyuddannet operainstruktør. Denne gang bliver det Eva-Maria Voss Melby, som er uddannet i Stockholm. Hun debuterer på Den Fynske Opera med de to amerikanske operaer: Before Breakfast og The Stronger.


 

Ligeledes er der i denne sæson plads til to mindre gæstespil af unge talenter, der vil vise vejen, man også kan gå, når man er operasanger: Rite#2 og Kærlighedens Stier. Begge forestillinger er i samarbejde med kunstbygningen Filosoffen.

Alt i alt en sæson, der vil pirre den nysgerrige sjæl.
Jeg glæder mig, til vi ses i operaen.
God sæson.

Jesper Buhl
Operachef

 

 

     
Adresse:

Filosofgangen 19

DK-5000 Odense C.

Tlf.: 6311 7830
Mail: denfynskeopera@
denfynskeopera.dk
CVR.-nr.: 1958 4933